|
Tilbage til nyeste
nummer
Til Arkiv
Dronning Margrethes
monogram malet med guldstøv.
Foto: Ruddi Christensen
Fra tidernes morgen har den
været et samlingspunkt, der skulle forsvares
med mod og – om nødvendigt – med livet.
Af Birthe Lauritsen
I år er det 150 år siden, kongen tillod folket at flage med Dannebrog.
Og lige siden har vi benyttet enhver tænkelig anledning til at hejse den
rød-hvide dug – verdens ældste nationalflag - for på den måde at
signalere national stolthed, fest, glæde og sorg.
Men vi kan også give budskabet en ekstra dimension ved at sætte flaget
på en bærbar stang. Så hedder det en fane – en Dannebrogsfane for at
være helt korrekt. For en fane kan være så meget andet. Fra tidernes
morgen var den blot et stykke stof – oftest firkantet – der via farve og
motiv fortalte, hvilken militær enhed man havde foran sig.
Tidernes morgen er i den sammenhæng flere hundrede år før vor
tidsregning, hvor det at holde fanen højt havde en ganske alvorlig
betydning. Det var dengang en fane var et felttegn, og havde fjenden
først erobret den, var slaget tabt. Derfor påbyder faneeden da også
fanebæreren at vogte fanen med sit liv. Må han sluttelig give op, ”da
rul dig i fanen og dø”, som det dramatisk hedder i slutningen af eden,
der ikke mere aflægges i Danmark.
Top
Mens flaget erstattes af et andet, når det er slidt op, er en fane unik.
Også derfor er den modigt blevet forsvaret som enhedens dyreste klenodie. Den
var symbolet på både mod og magt, og der var et klart ritual omkring enhver ny
fane.
I gamle dage blev den i en periode indviet ved, at alle befalingsmænd i enheden
slog et søm i. Derefter blev faneeden aflagt.
Skikken med at slå søm i ved indvielsen er bevaret – om end det kun er symbolsk.
De er allerede slået i ved leveringen. Men hammerslagene markeres – højlydt - og
det første søm skal altid slås i af regenten eller på vegne af hende.
I alt skal der slås tre søm i: For kongen, fædrelandet og foreningen.
Top
At fremstille en fane er – qua historien - et gammelt håndværk, som vi
har fået lov at kigge med på i niche-virksomheden Københavns Fanefabrik.
Under det nuværende navn er det en ung virksomhed, men som ejeren, Michael
Krag-Juel-Vind-Frijs, udtrykker det:
”Vi har en erfaring, der rækker tilbage til slutningen af 1800-tallet.”
Det var dengang, hans bedstefar grundlagde virksomheden. Og efter i nogle år at
have været en del af den finske Finn Marin-koncern, løftede Michael Frijs i 2002
faneproduktionen ud og førte den i princippet tilbage til de gamle, godt
100-årige traditioner. Forskellen fra både før og konkurrenterne er blot, at
fanefabrikken i dag kun fremstiller faner.
Top
Umiddelbart ser det ikke ud af meget, når Røde i Matador marcherer alene
gennem Korsbæk med den røde fane som modtræk mod nazisternes hagekors.
Men mange faner er et stykke kostbart kunsthåndværk.
Michael Frijs nævner Gardehusarregimentets nye fane, der var en naturlig følge
af forsvarsforliget af 1999. Den leverede han i september 2002 som symbol på
sammenlægningen af de tre gamle regimenter – Gardehusarregimentet, Sjællandske
Livregiment og Danske Livregiment. Som traditionen byder, var det en silkefane,
hvorpå er malet både Dronning Margrethes og kong Frederik VIs monogram. Det
fortæller, at fanen er blevet indviet i vores nuværende dronnings regeringstid,
og at Frederik VI i sin tid var chef for Sjællandske Livregiment.
Spyddet har derimod Christian IVs navnetræk, fordi det var ham, der i 1614
oprettede Sjællandske Livregiment - det ældste af de tre sammenbragte
regimenter.
I alt kostede det 150.000 kroner at give det nye Gardehusarregiment dette
samlingspunkt. Prisen dækkede dog ikke kun fanen, der bruges, når regimentet
optræder til fods, men også en estandard, der bruges, når gardehusarerne er til
hest.
Top
Den silke, der bruges til de fineste faner, er en særlig fanesilke,
udviklet siden 2. Verdenskrig og tidligere fremstillet i Schweiz – om end
råmaterialet stammer fra Østens silkesommerfugle.
I dag kommer fanesilke ofte fra Pakistan, og mange billigere faner er i øvrigt
fremstillet af kunstsilke, der er mere holdbart end natursilke.
”Men skal der males på fanen, skal den være af ægte silke,” siger Michael Frijs,
der har kontrakt med Hærens Materiel Kommando om at levere regimentsfaner, hvor
motivet per tradition males på. Skal det broderes, kan man også bruge en fanedug
af uld.
Top
Det kræver et helt specielt håndelag at male på en silkefane - herunder
at kunne forvandle det pureste guldstøv til Dronningens monogram og bagefter med
sirlige penselstrøg forsyne kronen med diverse ædelstene.
Michael Frijs fortæller begejstret om sin fanemaler, der har en baggrund som
skiltemaler, men som de sidste 25 år har været tilknyttet den københavnske
fanefabrik.
Andre ansatte mestrer at brodere en fane – den anden af de to discipliner,
hvormed man med et motiv/navn adskiller den ene fane fra den anden. På de
fineste faner er broderierne nemlig også håndarbejde.
Michael Frijs ruller en fane ud, som netop er blevet færdig. Det er en
håndbroderet silkefane til Garderforeningen i København. Det er foreningens
tredje siden oprettelsen i 1885.
”Den første fane kan teoretisk være blevet leveret af min bedstefar – men det er
ikke noget, jeg ved. Til gengæld ved jeg, at nummer to også kommer fra
familiefirmaet,” tilføjer han og viser også den frem. Den er ved at blive
restaureret, så det kan hænges op i foreningen.
Top
Fremstillingen af faner har i princippet ikke ændret sig meget fra
dengang, korsfarerne drog i krig med det hellige kors som hærtegn, og de gule,
franske liljer i et andet hjørne af Europa lidt senere blev placeret på en hvid
bund.
Symbolikken er også noget nær den samme. Bortset fra at den hvide fane i dag
betyder overgivelse/forhandling og – hvis den er forsynet med et rødt kors –
angiver et lazaret eller forbindeplads.
Alt sammen handler det imidlertid om at have et samlingspunkt – eller at
hilse/hædre nogen ved hjælp af fanen.
Det første får 1. maj fagbevægelsen til at lufte de røde faner. Mens et
kongeligt bryllup får endnu flere – civile som militære – til at rykke ud som en
ærbødig hilsen.
Top
At landet er så velforsynet med faner skyldes ikke mindst
Danmarks-Samfundet – en organisation, der i 1908 blev stiftet for ”ved at støtte
alle sunde nationale bestræbelse at vække fædrelandskærligheden og den nationale
bevidsthed”. Det var i en tid præget af internationale spændinger op til 1.
Verdenskrig.
I dag er Danmarks-Samfundet stort set synonymt med uddeling af flag og faner,
der købes for de penge, som hvert år 15. juni – på Valdemarsdagen – kommer ind
ved landet over at sælge små dannebrogsflag.
I de forløbne snart 100 år er der brugt godt 17 millioner kroner på omkring
50.000 flag og faner, skænket diverse foreninger – herunder også hjemmeværnet.
Alene i år bruges en halv million kroner på 50 flag og 100 faner.
At gøre de sidstnævnte klar til udlevering er i sig selv et puslespil, fordi en
fane består af andet end dugen. Der skal stang, messingbeslag, spyd og guldbånd
med klunker til. Så selv om it har holdt sit indtog i første led af produktionen
– når motivet skal overføres til tegnepapiret, hvorfra det igen skal overføres
til fanedugen – så handler det i høj grad og erfaring og ekspertise.
Den omfatter også viden om godkendte mål – og om hvornår og hvor, fanen må
benyttes. For naturligvis er der helt andre regler for en fane end for et
hurra-flag. Det er dem, der viftes med, når kongelige giftes eller når
fodboldheltene har vundet EM-guld.
De er som regel af papir – og det er en ganske anden historie.
Top
|