Tilbage til nyeste nummer    Til Arkiv


Livlige hjemmeværnshunde på jagt efter nye opgaver.
Foto: Ole Stobbe

Hundepatruljer har været overset
 
Ny indsats for at få kompagnierne til at bruge dem.
 
Af Ole Stobbe
 

Det Bornholmske Hjemmeværns hundepatruljer har været en lidt overset gruppe, som ikke i alle kompagnierne har fået tildelt relevante opgaver. Derfor bliver der nu gjort en indsats for at sætte mere fokus på hund og hundefører og få disse team bedre integreret i hjemmeværnsarbejdet.

Hund og hundefører er nemlig en meget vigtig del af en bevogtningsenhed på opgave, ved patruljevirksomhed og ved overvågningslinier.

Hver søndag formiddag i vinterhalvåret mødes 12 til 14 hjemmeværnsfolk fra hele Bornholm på Raghammer skydeterræn for at træne deres hunde. Nu har hundeførertræner Poul Bech påtaget sig opgaven at tilrettelægge et program for hver enkelt hund og være behjælpelig med, at den enkelte hundefører får mest muligt ud af sin træning.

I samarbejde med kaptajn Knud Eriksen har Poul Bech udarbejdet et foreløbigt uddannelsesdirektiv med det formål at hund og hundefører får den nødvendige viden, færdigheder og holdninger, sådan at de kan løse organisatoriske pålagte opgaver.

Det overordnede mål med uddannelsesdirektivet er at uddanne hund og fører til at kunne virke under alle vejr- og lysforhold, samt at uddanne og vedligeholde uddannelsen af fører og hund således, at teamet til stadighed vil kunne varetage deres funktion.

Af de nu udsendte uddannelsesbestemmelser fremgår det, at alle aktiviteter gennemføres således, at hund og fører kan blive godkendt minimum en gang om året. Allerede godkendte hunde skal gennemfører en vedligeholdelses- og supplerende træning, hvor forskellige delmål vil være indlagt og skal gennemføres løbende.
Top

Relevante opgaver
Ole Larsen, chef for kompagni 7110 Svaneke-Nexø, er ikke i tvivl om, at hundeførerne ikke altid bliver tildelt de opgaver, som måtte være relevante - for eksempel under øvelser.

”Det må vi gøre noget ved, siger Ole Larsen, ”for hundene er noget af det vigtigste, vi har, når vi forstår at bruge dem rigtigt, og det må vi så se at få lært ude i kompagnierne.”

Hjemmeværnets træning af hund og førere er ganske anderledes end den træning politiets hund får. Kravene til hundene er i højere grad at overvåge uden at give hals, at opspore og mange andre discipliner, som adskiller sig fra en almindelig hundetræning.

”Vi kunne ønske os, at langt flere hundeejere ville melde sig til vores hundepatruljetjeneste,” siger kaptajn Knud Eriksen. Han er enig med Ole Larsen i, at hundepatruljetjenesten er en meget vigtig del af en bevogtningsenhed. Samtidig er der også mulighed for at trække på hundepatruljetjenesten til en lang række andre opgaver - også civile - hvis vi får lov,” slutter Knud Eriksen.
Top

 


Hjemmeværns-
bladet nr.3,
maj 2004


Relevante opgaver




Hjemmeværnsbladet, Generalstok, Kastellet 82, 2100 København Ø