Tilbage til nyeste nummer    Til Arkiv


Det vindende hold i Nordisk Gruppekonkurrence 2004 stående fra venstre: Michael Andreasen, gruppefører Flemming O. Hansen, Martin Frederiksen, P. F. Jensen og T. B. Nielsen. Siddende fra venstre: Frank Christensen, Allan Petersen og Henrik Petersen.
Foto:Jørn Simonsen

Uovertrufne danske vindere i nordisk dyst i flyvepladsforsvar
 
11 hold fra Danmark, Norge og Sverige kæmpede mod hinanden i Nordisk Gruppekonkurrence 2004, som Flyverhjemmeværnet i år var vært for.
 
Af Charlotte Baun Drejka
 

”Vældig bra”. ”Cool”.

Både de norske og svenske deltagere i Nordisk Gruppekonkurrence 2004 var ikke i tvivl. Konkurrencen i flyvepladsforsvar, som Flyverhjemmeværnet i år stod for, var både afvekslende, spændende og relevant.

I gennem godt 40 år har de tre skandinaviske lande samarbejdet omkring konkurrencen, der denne gang foregik på Hjemmeværnsskolen i Nymindegab den 12. juni.

11 hold fra Danmark, Norge og Sverige dystede mod hinanden. Fra Danmark stillede flyvestationseskadriller fra Stevns, Skagen, Vandel og Vedbæk med særdeles kompetente hold. Også fra Norge kom fire stærke hold, mens et af de svenske hold havde sendt afbud. Alle hold havde forinden deltaget i nationale udtagelseskonkurrencer og fightet sig til at være med i Nymindegab,

”Det er en vældig fin konkurrence med meget relevante øvelser afstemt efter et realistisk krigsscenarium,” mente holdfører Øistein Mathiesen fra det norske hold fra Rygge syd for Oslo.
Tilsvarende positive tilbagemeldinger var der mange af, og de danske arrangører høstede megen ros fra deres nordiske kolleger. Ud over deltagerne sørgede omkring 100 frivillige hjælpere og instruktører for, at alt gik glat. For tilrettelæggelsen stod major i Flyverhjemmeværnet, Steen Jeffers.
Top

Udebane
Selv om både nordmændene og svenskerne var på udebane fejlede selvtilliden blandt især de gæve norske soldater intet.

”Vi kan bedst lide at skyde. Vi går efter guldet,” lød det ufortrødent fra holdet fra Bodø under ledelse af holdfører Jan Brattbak, der kunne fejre 25 års jubilæum i denne funktion.

En nærlæsning af resultaterne viste da også, at nordmændene faktisk var ret skrappe til at ramme plet.

At det kan være svært at behandle en chokeret person måtte det blandede svenske hold fra Luleå og Landvetter sande, da de skulle igennem førstehjælpsmomentet.

Uden for bygningen rendte figurant Ena Andreasen fra flotillen i Korsør rundt og råbte på sin mor, alt imens to andre skreg af smerter inde i øvelsesbygningen. Problemet med den chokerede pige var bare, at hun også bar våben.

Det varede noget, inden det gik op for det svenske hold, at hun kunne være farlige både for sig selv og omgivelserne, og de måtte bruge hele fem mand for at overmande hende.

”Men man lærer hele tiden,” som de lakonisk svarede bagefter. Ellers var de glade for at være i Danmark i det noget uvante terræn. Glæden var dog iblandet et stænk af vemod. På grund af omlægninger i det svenske forsvar er deres deltagelse i de fremtidige skandinaviske gruppekonkurrencer noget usikker.

Desværre fik hverken nordmænd eller svenskerne nogle præmier med hjem. Den ære gik helt og aldeles til den danske værtsnation.
Top

Uovertrufne danske vindere
For fjerde gang i træk løb nemlig flyvestationseskadrille 21 fra Stevns med sejren i den nordiske gruppekonkurrence.

”Tro, begejstring og viljen til at ville lære nyt kendetegner vores hold, der altid er helt på forkant med udviklingen på uddannelsesområdet,” sagde en stolt gruppefører Flemming O. Hansen.

Andenpræmien gik til holdet fra Skagen, FSE 70, der har svenskeren Hasse Elfström som gruppefører. Han var meget glad for præmien og havde slet ikke regnet med den fine placering.

Flyvestationseskadrille FSE 25 fra Vedbæk under ledelsen af Michael Gyrsting fik en tredjeplads. Som det eneste hold efterlyste de mere taktik i de enkelte konkurrencemomenter.

”Vi har savnet det adrenalin-kick, der følger med, når man er under pres,” lød det fra holdet.

De fine danske resultater betød, at Danmark også fik vandrepræmien som bedste nation. Nordmændene fik en andenplads, mens svenskerne trak det korteste strå.
Top


Hjemmeværns-
bladet nr.4,
juli 2004


Udebane

Uovertrufne danske vindere



Hjemmeværnsbladet, Generalstok, Kastellet 82, 2100 København Ø