|
Tilbage til nyeste
nummer
Til Arkiv
Retssagerne mod både
Milosevic og Saddam Hussein udvikler en ny
international retsorden.
Af Jørgen Dragsdahl
Hitler, Stalin, Mao, Pol Pot, Idi Amin - ingen af disse massemordere
blev stillet for en domstol. Både amerikanske og sovjetiske ledere har
støttet terrorisme, men domstole har aldrig gjort dem ansvarlige.
Tiderne skifter. Slobodan Milosevic, Jugoslaviens tidligere leder, og
den irakiske diktator Saddam Hussein får nu deres gerninger vurderet af
dommere.
Begge sager afspejler, at en ny international retsorden er undervejs.
Statsledere kan ikke længere regne med, at det internationale samfund,
sædvanligvis, lader ugerninger gå ustraffede. I den gryende globale
retsbevidsthed ligger også et budskab til statslederes nærmeste
håndlangere. Ja, et budskab til alle, som i statens tjeneste er aktive
internationalt.
Soldater, ministre og embedsmænd kan blive anklaget, hvis de forbryder
sig imod regler, der er nedfældet i internationale konventioner. Deres
egne stater kan ikke længere beskytte dem effektivt med henvisning til
national suverænitet. Mange forbrydelser er forblevet ustraffede, knapt
nok undersøgt, fordi staterne havde en uformel aftale, der gav deres
tjenere immunitet, men denne aftale smuldrer.
Top
Gennem århundreder er kun ”sejrherrens retfærdighed” blevet praktiseret.
Begrebet fik en så ilde klang, at endog nazi-ledere henviste til det i deres
forsvar, da de blev stillet for Nürnberg-tribunalet. Og sejrherrerne afviste
beskyldningen under tribunalet med henvisning til, at principperne, som lå til
grund for anklagerne, ville gælde for andre også i fremtiden.
Da den rumænske diktator Nicolae Ceaucescu blev henrettet sammen med sin kone i
1989 vakte det kritik, fordi parret ikke fik en reel retssag først. Men drabene
blev af mange mødt med forståelse. Der er også folk, som mener, at retssager mod
Milosevic og Saddam er unødvendige.
Efter arrestationen af Iraks leder sagde en iraker: ”Vi har noget mad i Irak -
en særlig ret, som kaldes kebab. Den består af hakket kød. Saddam bør hakkes, og
så skal folk smage hans kød, og derefter skal han gøres levende igen, og så skal
han igen hakkes. Mange, mange gange, så han kan føle smerten”.
Tilhængere af en kort proces findes også i kredse, som ikke personligt har lidt.
En amerikansk jurist, Bruce Fein, har således argumenteret, at Saddam bare skal
henrettes, fordi en retssag i lyset af hans forbrydelser er lige så overflødig
som bevisførelse for, at ”solen går op i øst og går ned i vest”.
Men det er primitive røster fra fortiden. ”Retfærdighed” er i dag ensbetydende
med, at den anklagede har ret til et forsvar og upartisk vurdering af sin sag.
Men derefter hører enigheden også op. Retssagerne mod Milosevic og Saddam
håndteres vidt forskelligt, og de valgte fremgangsmåder udsættes i begge
tilfælde for hård kritik. Der er frygt for, at begge sager udvikler sig til
”farcer” – at de anklagede vinder, uanset dommen. Der er desuden mere på spil
end de to herrers skæbne samt eftermæle, fordi begge sager vil påvirke den nye
retsorden og det på forskellig vis.
Top
Bag sagen mod Milosevic står et tribunal, som blev oprettet af FNs
sikkerhedsråd i 1993. Det skal retsforfølge brud på international humanitær lov
begået siden 1991 i det daværende Jugoslavien. Anklageskriftet har 66 punkter,
som dækker folkemord, forbrydelser mod menneskeheden, alvorlige brud på
Geneve-konventionerne og krigens love. Dommerne er hentet fra mange nationer, og
der er ligeledes en international appeldomstol. Sagen mod Milosevic er ikke den
eneste. Flere sager er blevet afgjort, og anklager er blevet rejst mod deltagere
i konflikten uden skelen til, hvem de kæmpede for.
Anklageren indledte sin bevisførelse mod Milosevic, med præsentation af knapt
300 vidnesbyrd, i februar 2002. Turen er nu kommet til forsvaret. Det varetages
af Milosevic selv, som har fået 150 dage. På grund af den anklagedes helbred er
sagen blevet udsat flere gange, men det ventes, at den genoptages i september,
og at den kan afsluttes i 2007.
Omkostningerne betales af FNs medlemmer. Især USA har vendt sig imod, at de er
blevet for store, så tribunalet i Haag samt et søstertribunal i Tanzania, som
håndterer folkemordet i Rwanda, er underlagt stærkt økonomisk pres.
Top
Kort før Saddam Hussein blev fanget i december 2003, havde
besættelsesmagten taget initiativ til oprettelse af et tribunal, som skal tage
stilling til forbrydelser begået siden 1968, hvor Saddam Husseins parti tog
magten i et kup. Tribunalets myndighed dækker folkemord, forbrydelser mod
menneskeheden, brud på krigens love samt nogle irakiske love. Besættelsesmagten
valgte irakere til tribunalets ledelse, og den har tilkendegivet, at man kun
ønsker irakiske dommere. Sager vil blive ført i Bagdad.
Saddam Hussein blev i juli af en undersøgelsesdommer, der skal forberede sagen,
konfronteret med syv generelle anklagepunkter. De gælder invasion af Kuwait i
1990, undertrykkelse af opstande i 1991, etnisk udrensning af kurdere i perioden
1988-89, angreb med giftgas på den kurdiske landsby Halabja i 1988 samt tre
kampagner med drab på politisk samt religiøst aktive og kurdere. Det ventes, at
selve retssagen først indledes i 2005, når irakerne har valgt en ny regering.
Der er udsigt til, at adskillige af Saddams nærmeste håndlangere også stilles
for tribunalet.
USA har stillet 75 millioner dollar til rådighed for tribunalet.
Top
Et vigtigt formål for begge tribunaler er folkeoplysning. Normalt skal
domstole afgøre skyld, men kun få anser Milosevic og Saddam for ”uskyldige,
indtil det modsatte er bevist” – endog straffen virker afgjort på forhånd
(livstid til Milosevic og dødsstraf til Saddam).
For tribunalerne er hovedopgaven derfor, at man skal give ofrene en oplevelse
af, at deres lidelser bliver anerkendt, og man vil vise alle andre, at Milosevic
og Saddam virkelig har begået grusomme forbrydelser. Det sidste har betydning,
fordi begge herrer stadig har opbakning i deres hjemlande. Saddam har tilmed
sympatisører regionalt. Derfor er det vigtigt, at sagerne dækkes af
nyhedsmedier, og at alle tilskuere får indtryk af et fair samt grundigt
sagsforløb.
Det er hidtil ikke lykkedes fuldt ud. Nogle serbiske medier og kommentatorer har
givet et forvrænget indtryk af beviserne mod Milosevic. Men enhver med adgang
til Internettet kan læse ordrette referater, og fjernsyn dækker ethvert retsmøde
i fuldt omfang.
Problemerne i Haag blegner dog sammenlignet med problemerne, man har med
troværdigheden i Bagdad. Tribunalets formand er eksempelvis under et besøg i
London af en irakisk domstol blevet anklaget for mord. Dækningen af det første
retsmøde blev censureret af de amerikanske myndigheder. I utallige kommentarer –
i vestlige og arabiske medier, selv i irakiske medier – drages tribunalets
uafhængighed i tvivl.
Gennemgang af kommentarer fra opinionsledere i mange lande viser, at domstolene
har vidt forskellig legitimitet også i de dele af verden, hvor sympatien for de
anklagede er minimal. Processen i Haag har troværdighed, fordi tribunalet
repræsenterer det internationale samfund og derfor skal leve op til juridiske
normer, der er solidt forankret i mange gamle demokratier. Bag tribunalet i
Bagdad står et regime, som kun har symbolsk suverænitet. Selve oprettelsen af
tribunalet er et led i USAs bestræbelser for oprettelse af et stabilt og helst
allieret styre. Desuden er udnævnelsen af en national domstol et led i
Bush-regeringens kampagne mod international juridisk overhøjhed, for eksempel
Den Internationale Straffedomstol.
Denne forskel i legitimitet kan skade Bagdad-tribunalets ”folkeoplysende formål”
globalt, men det er ikke ensbetydende med, at en international retssag mod
Saddam i Haag havde været den ideelle løsning.
En svaghed i sagen mod Milosevic er, at den føres fjernt fra hans hjemland, og
mange serbere føler derfor, at han udsættes for ”sejrherrens retfærdighed”. Hvis
sagen mod Saddam føres efter et rimeligt demokratisk valg, kan et tribunal i
Bagdad opnå legitimitet, hvis rettergangen finder sted i overensstemmelse med
alment anerkendte juridiske principper.
Ud fra dilemmaerne, som de to forskellige tribunaler rejser, har nogle jurister
foreslået, at man i fremtiden finder en mellemløsning. Hvis det er muligt bør en
sag føres i den anklagedes hjemland, men udenlandske dommere skal med i
tribunalerne.
Top
Ingen af de valgte løsninger hindrer, at de anklagede kan gøre åbne
retssager til en politisk talerstol. Milosevic vil føre over 1.600 vidner –
deriblandt adskillige nuværende samt forhenværende statsledere, blandt andet
Bill Clinton og Tony Blair. Det er sandsynligt, at Saddam vil udnytte sin
retssag på lignende vis.
Saddam kan få arrangeret et politisk show, som vil blive yderst pinligt for USA.
I de oprindelige anklager leder man eksempelvis forgæves efter angrebet på Iran
i 1980 og den omfattende brug af krigsgas. Adskillige hundrede tusinde iranere
blev dræbt. Iranske nyhedsmedier har siden anklagerne blev fremlagt næsten
dagligt kaldt denne udeladelse uacceptabel og hævdet, at USA har skylden. Hvis
krigen mod Iran indgår, kan Saddam nemlig fremhæve, at han havde USAs opbakning,
og at amerikanerne endog bistod med planlægning af angreb, hvori brug af
krigsgas indgik.
Saddam kan tilmed fra USA importere dokumenter, som vil støtte ham i den
principielle holdning, at en statsleder kan gøre, hvad han vil, hvis formålet er
forsvar af nationens interesser. Det er dokumenter, som er udarbejdet af det
amerikanske justitsministerium og den amerikanske præsidents juridiske
rådgivere. Deres råd til præsident Bush var op til og under krigene i
Afghanistan og Irak, at han ikke skulle føle sig bundet af internationale
konventioner, hvis brud på dem ville være nødvendige af hensyn til nationens
sikkerhed.
Bush har naturligvis ikke ansvaret for brud på international lov, som blot
tilnærmelsesvis kan sammenlignes med de brud, som Saddam har ansvaret for, og
Bush-regeringen har nu, efter dokumenterne blev afsløret, officielt taget
afstand fra standpunktet. Udviklingen hen imod et internationalt retssamfund,
hvor statsledere ikke længere suverænt kan bestemme, kan således blive
yderligere befæstet, hvis Saddam anvender dette forsvar og bliver afvist.
Top
|