|
Tilbage til nyeste
nummer
Til Arkiv
Hjemmeværnschefer i Danmark,
Norge og Sverige lægger op til fælles
retningslinier for udvekslingsbesøg.
Af Charlotte Baun Drejka
Hjemmeværnets øverste chefer i de tre nordiske lande er blevet enige om
at indføre fælles regler for udvekslingsbesøg mellem hjemmeværnets
enheder.
Det skete, da de i september var samlet i Danmark til det nordiske træf
Skandia 2004, som hjemmeværnet i år var vært for. På Kastellet modtog
generalmajor Jan S. Norgaard sine to kolleger, den svenske
rikshemvärnschef, generalmajor Anders Lindstrøm, og den norske
generalinspektør for Heimevernet, generalmajor Bernt Brovold.
Generelt lægger hjemmeværnscheferne op til, at de mange udvekslingsbesøg
får et højere fagligt indhold. Under svensk ledelse vil der blive
udarbejdet et beslutningsforslag til fælles retningslinier for
besøgsvirksomheden.
Samtidig blev cheferne enige om at puste nyt liv i en gammel
undersøgelse, som anbefaler en større grad af uddannelsesspecialisering
landene imellem. Det vil give råderum for blandt andet det svenske
hjemmeværn til at gå i dybden med færre uddannelser, som medlemmer fra
de øvrige nordiske værn kan nyde godt af.
Under besøget fik gæsterne en grundig orientering om det danske
hjemmeværn, herunder om uddannelser og opgaver. I Forsvarskommandoen var
der lejlighed til at drøfte totalforsvar og det danske beredskab i lyset
af forsvarsforliget for 2005-2009.
De nordiske hjemmeværnschefer var også på Uddannelsescenteret
Christiansminde ved Jægerspris, de så Hærhjemmeværnsdistrikt
Vestsjælland og stod til søs i Marinehjemmeværnets fartøj MHV 901 Enø.
Sejlturen gik til Sliphavn, hvor der blev givet en uddybende orientering
om de mange forskellige uddannelser i hjemmeværnet.
Top
|