|
Tilbage til nyeste
nummer
Til Arkiv
73-årige Ingrid Daege
gemmer på en grum fortid i det krigshærgede
Tyskland under 2. Verdenskrig. Medlemskab af
hjemmeværnet har hjulpet hende med at få sat
ord på traumerne.
Foto: Charlotte Baun Drejka
13 år gammel blev Ingrid
Daege væk fra sin familie under flugten fra
russerne i det krigshærgede Tyskland.
Undervejs sad hun i russisk fangelejr. Nu
udgiver hun en bog om sin grumme fortid.
Af Charlotte Baun Drejka
At kunne beskytte sig selv den dag, fjenden banker på, er blodig alvor
for 73-årige Ingrid Daege. Hun er mangeårigt medlem af
Tjenestestedskorpset på Flyvestation Værløse – i dag overflyttet til en
underafdeling på Kastellet under Flyverhjemmeværnet.
For den livlige og smilende dame med de klare grønne øjne og
kortklippede hår har en grum fortid, hvor smertelige oplevelser nær
havde kuldsejlet hende som ganske ung pige.
Født i Tyskland i 1931 gennemlevede hun som millioner af andre 2.
Verdenskrigs traumatiske lidelser og den menneskelig fornedrelse under
en mareridtsagtig flugt fra Østpreussen i krigens sidste år.
Hun var 13-år gammel, da hun sammen med sin mor og søster flygtede fra
de fremrykkende russere i 1944. Under den kaotiske flugt blev hun væk
fra sin familie og sad i russisk fangelejr, hvor hun var på nippet til
at tage sit eget liv. Hun fandt sin familie, og til fods stred de sig
tværs gennem det krigshærgede Tyskland til Rendsborg.
Top
I dag så mange år efter har Ingrid Daege fået sat ord på de fortrængte
lidelser. Til efteråret udkommer hun med en bog om den grumme fortid på Wisby &
Wilkens forlag.
”Jeg har været angst for russere hele mit liv, og lyden af sirener har skræmt
mig. Takket være hjemmeværnet er jeg blevet hjulpet gennem mine mareridt,”
fortæller Ingrid Daege, der har boet i Danmark siden 1956 og været aktiv medlem
af hjemmeværnet siden 1987.
Det var på et delingsførerkursus i 1998 på Slipshavn, at Ingrid Daege for alvor
fik åbnet låget for fortidens skeletter.
”Vi skulle udarbejde en handleplan mod en angribende styrke. Der blev arbejdet
intenst med planen. Jeg lå vågen hele natten og tænkte på, hvilke konsekvenser
det ville have, hvis der kom en virkelig fjende. Pludselig måtte jeg bare
fortælle de andre kursister, hvordan krig er i virkeligheden,” fortæller Ingrid
Daege.
Siden hen har hun været en efterspurgt foredragsholder om hændelser fra fortiden
både inden for og uden for hjemmeværnets rækker.
”Det letter lidt hver gang, jeg taler om min historie. Vi fik jo slet ingen
psykologhjælp dengang. Det gjaldt udelukkende om at overleve,” siger Ingrid
Daege.
Top
Hun var kun et stort barn, da hendes hjem i daværende østtyske grænseby
Tilsit blev bombet i februar 1944.
”Vi var så bange – næsten hver nat måtte vi ned i beskyttelsesrum. Fattigdom og
hunger herskede over alt i Tyskland. Soldaterne kom i første række – så
civilbefolkningen,” husker Ingrid Daege, som i dag bor i en nydelig lejlighed i
Ballerup.
Et halv år efter bombardementet indtraf en skelsættende begivenhed, da Ingrid
radmager og beskidt blev væk fra sin mor og storesøsteren Christel under en
flygtningetransport fra Østpreussen. Skæbnen førte hende videre til fods til
Königsberg – nu Kaliningrad, hvor hun forgæves ledte efter familien.
”Jeg gik fra bygning til bygning, men de var ingen steder. Da blev jeg voksen
med et slag. Jeg var mutters alene og måtte bare klare mig selv,” fortæller
Ingrid.
Men inden hun blev genforenet med sin familie ved et rent lykketræf cirka tre
uger efter i en by ved Østersøen, nåede hun at sidde i russisk fangelejr.
”Jeg blev taget sammen med nogle tyske soldater, der havde iklædt mig en uniform
for at beskytte mig. Jeg var dødsens ræd, og jeg svor, jeg ville tage mit eget
liv, hvis russerne opdagede, at jeg var en pige og skulle risikere at blive
lemlæstet og voldtaget sådan, som jeg havde set det på min vej,” siger Ingrid
stille.
Det lykkedes hende at flygte sammen med en tysk soldat, der nærmest var som en
far for hende. Han blev dog såret i låret og Ingrid måtte nødtvunget forlade ham
stærkt blødende.
”Det var et af de sværeste øjeblikke i mit liv. At skulle gå fra et menneske i
nød – jeg glemmer det aldrig,” siger Ingrid med blanke øjne vendt mod vinduet i
karnappen i stuen.
Familiens lidelser var dog langt fra slut. Til fods fortsatte de sammen med
mange andre med kurs mod Rendsborg i Vesttyskland. Mange bukkede under på turen
af kulde og udmattelse. Andre blev skudt.
Ingrids fødder og ben var så medtagne ved ankomsten til Rendsborg, at lægerne
ville sætte benene af, fordi der ved at gå koldbrand i dem.
”Det kunne jeg slet ikke overskue. For anden gang tænkte jeg, at jeg ville tage
mit eget liv, hvis det skete,” siger Ingrid Daege.
Takket været stædighed lykkedes det hende at få helbredt benene på et engelsk
militær hospital.
Top
Krigen fik mange konsekvenser for Ingrid og hendes familie. Forældrene
blev skilt og den unge Ingrid valgte børn fra.
”Jeg kunne ikke sætte børn i en verden med fare for, at de skulle udsættes for
samme grufulde overgreb. For krigen rammer altid civilbefolkningen,” siger
Ingrid Daege, der er fredselsker til fingerspidserne.
Kimen til længslen efter Danmark blev lagt allerede i 1947, hvor hun modtog ”det
dejlige tøj” fra den danske folkekirke.
I dag føler Ingrid sig 100 procent dansk. Hun er en glødende fortaler for
hjemmeværnet, hvor hun har beklædt mange poster og lært at forsvare sig selv.
”Et af mine stolteste øjeblikke var, da jeg for to år siden modtog Hjemmeværnets
Fortjensttegn,” fortæller Ingrid, der med en ukuelig vilje og trods alle odds
har bevaret livsappetitten i behold.
Ingrid Daeges bog, ”Min grumme fortid”, udkommer i slutningen af oktober på
Wisby & Wilkens forlag. Se flere oplysninger på www.wisby.dk
På bogmessen i Forum fra 12. til 14. november vil Ingrid Daege være til stede
fredag og søndag mellem 15 og 16.
Top
|