Tilbage til nyeste nummer    Til Arkiv



Giv dit tidsbillede af hjemmeværnet
 
Den historiske kommission søsætter projekt Dagbog 2005.
 
Af Knud Barfod

NYMINDEGAB: Hvordan var dit hjemmeværnsår 1989? Eller for den sags skyld i 1998?

Det kan du næppe huske i enkeltheder – det vil de færreste kunne. Stille og roligt glider minderne, oplevelserne og gøremålene over i glemslen – for en dag helt at være borte!

Men sådan behøver det ikke at være for eftertiden, og det kan Dagbog 2005 hjælpe med til.

Projektet er søsat af Hjemmeværnets Historiske Kommission – HHK. Hensigten er, at alle de frivillige, som har lyst, i løbet af 2005 i stor og småt beretter om, hvad de har lavet, hvilke tanker de har gjort sig. Alle uanset rang kan være med.

Formanden for HHK, Hans Raahauge, opfordrer kraftig til at bakke op om projektet, men erkender blankt at han ikke selv har gemt noget historisk til eftertiden fra de 34 år, han var ansat i hjemmeværnet.

”Jeg er sikker på, at der er mange både tidligere og nuværende chefer, som har det på samme måde. Her ser jeg Dagbog 2005 som et fantastisk stykke værktøj til at rette op på manglerne,” siger Hans Raahauge.

Ideen med dagbogen er at samle et tidsbillede af hjemmeværnet og dets medlemmers gøren og laden i 2005 – måske bare en dag, en øvelse, en uddannelsesuge – eller måske hele året! Det er op til hver enkel at afgøre, hvor omfattende dagbogen skal være og, hvad den skal indeholde.

Det handler om at dokumentere hjemmeværnet 2005, så historikere og andre interesserede får indsigt i hjemmeværnsåret på alle niveauer og i alle dele af Danmark – uden forstyrrende hukommelsesforskydninger.

Hvis du vil være med, så kontakt Hjemmeværnets Historiske Kommission allerede nu. Du vil efterfølgende modtage en arkivkasse, hvor du kan samle det materiale, som du mener, er relevant.

Ved udgangen af 2005 afleverer du kassen på dit distrikt, som så sørger for, at den kommer videre til HHK.

HHK er bevidst omkring, at der kan blive indleveret såkaldt personfølsomme oplysninger. Er det det tilfældet, kan indholdet i kassen klausuleres til offentliggørelse et eller andet antal år ud i fremtiden.

Interesserede kan henvende sig til Hjemmeværnets Historiske Kommission, PIU Sektionen, Hjemmeværnsskolen, Nymindegablejren, 6830 Nørre Nebel, telefon 76 52 34 56, eller via e-mail:piu-sek@hjv.dk.
Top



Hjemmeværns-
bladet nr.6,
oktober 2004


 




Hjemmeværnsbladet, Generalstok, Kastellet 82, 2100 København Ø