Tilbage til nyeste nummer    Til Arkiv



Befolkningens tillid til hjemmeværnet i top
 
Medlemmerne yder en stor indsats for samfundet, viser dugfrisk meningsmåling.
 
Af Kim Hansen
 

En længere periode med offentlig debat om hjemmeværnet og dets rolle i det moderne danske samfund har gavnet den store frivillige organisation

”Den offentlige debat har skabt klarhed over, hvilke opgaver vi skal løse i fremtiden, og har samtidig gjort det klart for befolkningen, at der er brug for et hjemmeværn,” siger Den Kommitterede for Hjemmeværnet, Erling Christensen.

Han henviser til en netop offentliggjort meningsmåling, der er foretaget af Institut for Konjunktur-Analyse.

Meningsmålingen viser blandt andet, at 59 procent af befolkningen har tillid eller stor tillid til, at hjemmeværnet kan løse sine opgaver, mens kun 18 procent udtrykker mistillid eller stor mistillid.

Hjemmeværnet nyder især opbakning hos vælgerne fra de store partier bag forsvarsforliget, men også hos hjemmeværnskritiske partier som SF og De Radikale har et flertal af vælgerne tillid til, at hjemmeværnet kan løse sine opgaver.

”Jeg synes, at det er tal, som vi i hjemmeværnet kan være stolte af. Målingen er samtidig et stort skulderklap til de mange frivillige over hele landet, der hvert år bruger en stor portion af deres fritid på at udføre opgaver i hjemmeværnsregi,” siger Erling Christensen.
Top

Vigtig del af totalforsvaret
Hjemmeværnets indsats i forbindelse med civile opgaver som orkaner og stormflod, miljø- og olieforurening samt eftersøgnings- og redningsopgaver vurderes som de vigtigste. Omkring 80 procent af befolkningen vurderer disse opgaver som vigtige eller meget vigtige.

To tredjedele af befolkningen finder, at hjemmeværnets indsats i forbindelse med bevogtning af broer, elektricitets- og vandværker samt radio- og tv-sendere i tilfælde af trusler om terrorangreb er vigtig eller meget vigtig. Det samme gælder støtte til politiet, hvor 60 procent mener, at det er en vigtig eller meget vigtig opgave for hjemmeværnet at deltage i beskyttelsen mod terrorisme.

”Disse tal viser med al ønskelig tydelighed, at befolkningen anser hjemmeværnet som en vigtig del af det danske totalforsvar og som en vigtig brik i kampen mod terror,” fastslår Erling Christensen.

Den samlede rapport kan findes på Internettet på adressen www.hjv.dk.
Top


Hjemmeværns-
bladet nr.7,
november 2004


Vigtig del af totalforsvaret




Hjemmeværnsbladet, Generalstok, Kastellet 82, 2100 København Ø